Status
Der blev lagt stor vægt på at bibeholde Jutlandias civile status. Som alle andre hospitalsskibe blev hun malet hvid med røde kors på siden, men i modsætning til det 1½ meter brede grønne bånd, som militære hospitalsskibe havde påmalet langs skandækket, havde Jutlandia et rødt bånd. Dansk Røde Kors stod for drift, bemanding og organisation af hospitalet. ØK forsynede hende med besætning. Staten betalte.
Jutlandia havde kommandør Kai Hammerich som chef. Han havde opgivet sin stilling som præsident for Dansk Røde Kors for at tage med til Korea. Han bibeholdt sin rang som søofficer for bedre at kunne stå i forbindelse med FN’s militære ledelse. Han var også kontaktperson til Røde Kors og den danske stat.
Næstkommanderende og hospitalschef var overlæge Mogens Winge. Kaptajn Christen Kondrup, Jutlandias mangeårige skipper, blev om bord som skibschef. I tilfælde af en maritim krisesituation ville kommandoen jfr. søvejsreglerne automatisk blive Kondrups.
Da hospitalspersonalet skulle omgås soldater, fik alle, på trods af at de var civilister, tildelt passende militær rang. Under opholdet i Korea morede besøgende, allierede officerer sig da også over, hvor civilt alting gik til om bord.
Afgang
Den 23. januar 1951 blev hun sendt af sted til Korea. Hun sejlede under 3 flag: Dannebrog, Røde Kors og FN-flaget. Dagen før afgangen blev hun besøgt af kong Frederik og dronning Ingrid. Kongen kendte Hammerich godt. Mens han endnu var kronprins, havde Hammerich været hans overordnede i Flåden. Kronprinsen havde på en øvelse opført sig uansvarligt og havde indkasseret en lussing fra Hammerich som belønning.
Ved afrejsen blev der holdt taler og en lille højtidelighed, og Jutlandia blev fulgt til dørs af bl.a. udenrigsministeren, et hornorkester og ca. 10.000 borgere, som frøs med anstand. Hammerich ønskede folkelig opbakning. Han ønskede ikke, at Jutlandia skulle ‘liste af sted som en tyv om natten’. Hun medbragte en besætning på 97 mand plus en hospitalsstab på 91 personer.
Rejsen gik først til Japan, hvor Jutlandia skulle melde sig til FN’s stab. Rejsen gik rimeligt begivenhedsløst – der var selvfølgelig den obligatoriske gang søsyge i Biscayen, og der blev brug for hospitalet til to tilfælde: skibets skrædder blev opereret for blindtarmsbetændelse, og overlæge Tage Kjær faldt og sprængte achillessenen. Han blev på skibet og gik sin stuegang med gipsben og på krykker. Undervejs måtte personalet deltage i simpel millitær geledtræning, så de kunne præsentere sig pænt ved ankomsten. For nogen var dette en plage, for andre en kilde til munter underholdning. Jutlandia var fremme på 38 dage.
General MacArthur stak ikke noget under stolen ved ankomsten:
“…Der er krig herude, hård krig, ikke som nogle danske aviser skriver: politiaktion… Jeg venter udholdenhed, beslutsomhed, disciplin og initiativ…”
Jutlandia påbegyndte sin tjeneste i Pusan den 10. marts 1951, ca. 200 km fra fronten. Afhængigt af krigshandlingerne varierede belægningen fra knap 100 til over 200 sårede. I perioder med lav belægning var der en slags konkurrence med de amerikanske hospitalsskibe om at overtage patienter.
Man anså, at Jutlandia havde en høj og internationalt anerkendt standard. Som følge heraf fik hun overført nogle af de sværeste tilfælde. Det viste sig, at der var ca. ti gange så mange kirurgiske som medicinske patienter. Forskellen skyldtes de moderne vacciner. Under f.eks. første verdenskrig, havde der været cirka lige mange. Man så dog ikke så nøje på afdelingsgrænser, man indrettede sig fleksibelt og placerede patienterne, hvor der var plads.
Blandt soldaterne blev Jutlandia populær. Hun havde plads – der var kun ca. halvt så mange sengepladser som militære hospitalsskibe af samme størrelse plus de avancerede specialklinikker. Det betød gode chancer for en succesfuld behandling. Den ‘civile behandling’, samt at kokken meget hurtigt lærte at fremstille cheeseburgers og ice-cream, og at soldaterne kunne få mere end én portion, hjalp også… En del soldater gik rundt med små sedler i lommen eller bundet fast til deres hundetegn: dersom de blev såret, ønskede de at blive overført til Jutlandia.
Koreanernes minder om Jutlandia er stærkt præget af, at hun som det eneste hospitalsskib under krigen også behandlede civile koreanere.
Der stod for det meste sengepladser ledige. Det passede personalet dårligt, at de ikke kunne bruges, når de så den nød og elendighed, der herskede blandt civilbefolkningen. Sygeplejerskerne måtte ikke gå i land, men læger og sygepassere arbejdede undertiden på improviserede førstehjælpsstationer. Helt uofficielt hjalp man lokalbefolkningen, og i visse tilfælde bragte man patienter om bord. Man fandt adskillige forældreløse børn, som man fik sendt om bord til pleje og pasning. Der blev lavet en lille børneafdeling i et hjørne af officersgangen. Den amerikanske kaptajn McKeon havde startet et lille børnehospital, Happy Mountains, i udkanten af Pusan. Han fik assistance af skibets læger. Det gik så vidt, at medicin ‘forsvandt’ fra lagrene – for derefter at dukke op på børnehospitalet. General MacArthur fik så sandelig det ‘initiativ’, som han havde forlangt.
Efter krav fra lægerne pressede Hammerich på overfor FN, for at opnå tilladelse til at behandle civile – i juli ’51 kom tilladelsen, dog på betingelse af, at civilister blev sendt i land, dersom der ankom sårede soldater. Det skete, at civile blev sendt i land, selv om de ikke var færdigbehandlede, hvilket besætningen havde det elendigt med.
Efterhånden som sommervarmen trængte sig på, viste det sig, at Jutlandia var ilde faren uden klimaanlæg. I stedet for blev det besluttet at sende hende til Europa som sygetransportskib. Hun afgik med 202 patienter mod Rotterdam i august ’51. Turen var ikke helt uden problemer – bl.a. ønskede en del af patienterne at gå i land, når skibet var i havn. Da dette ikke var muligt, gav det en del uro, men det lykkedes at få alle patienterne med hjem.
